Halvhjernebanden 

mødes på Mokka Café

”Bitter er ikke noget man er. Det er noget man drikker”. Sådan siger Søren Berthelsen, der i 2005 blev lammet i venstre side af kroppen pga. en hjerneblødning. Han og hans to venner i Halvhjernebanden mødes to gange om ugen på Mokka – og fyrer hjernedøde vitser af…

Af Anette Jorsal

Foto: Lasse Lagoni

Der sidder tre mænd på Café Mokka hver mandag og fredag formiddag. Det har de gjort i en del år, og de har én ting til fælles. De har alle tre været ramt af blodpropper eller hjerneblødning med lammelser til følge.

Derfor kalder de sig selv Halvhjernebanden!

De har deres egen krog bagerst i Mokka Café – Halvhjernehjørnet, og de har én regel for deres ”møder”: Hvis ikke de har grinet tre gange i løbet af et par timer, har det været et halvdødt møde. 

• Derfor fyrer vi mange hjernedøde vitser af, siger Søren Berthelsen, der bløder den skarpe sarkasme op med sin kluklatter.

Han er den eneste, der møder fast op til møderne i Halvhjernebanden i øjeblikket. De to andre døjer med helbredet og går til en række undersøgelser og må derfor svigte møderne af og til, men når de er samlet, så snakker de om alt muligt. Helst ikke om sygdom.

De to andre er Verner Thune og Jørgen Meier. Søren Berthelsen kendte Verner Thune fra Ungdomsskolen, hvor Thune var formand og Berthelsen var leder. Jørgen Meier mødte han i varmtvandsbassinet i en svømmehal.

• Jeg stod ved varmtvandsbassinets kant med min kone, og så kom der én og hoppede i vandet lige foran os, og han sagde til mig: ”Nå, vi er nok i samme klub”, og jeg tænkte: ”Sådan en idiot!”, men da han kravlede op af bassinet, kunne jeg jo se, at han gik på samme skæve måde som mig, og siden dag har vi været bedste venner, smiler Søren Berthelsen.

Han har længst anciennitet hos Mokka, for han kom allerede, da cafeen lå i Søndergade og hed Madam Mokka, og som han siger, så ”flyttede jeg med som et andet møbel”, da caféen flyttede ind i AL Passagen. Han kommer hver eneste dag på caféen, for her får han sin morgenmad, men det er også her, at han har fået en meget væsentlig del af sit nye netværk efter, at han blev ramt af en hjerneblødning i 2005. Ud over Thune og Meier er det også Henning Strøh, som er café-ejer Morten Strøhs far og altmuligmand i caféen. Strøh er blevet en uvurderlig ven for Søren Berthelsen, og de to har været på mange rejser sammen lige fra Costa Rica til Polarcirklen.

Halvhjerner på rejse

Halvhjernebanden har også været på flere rejser sammen. De har alle tre været i Thailand tre gange, og Jørgen Meier var med Søren Berthelsen på hans første rejse til udlandet efter hjerneblødningen.

• Jørgen har sådan en sjov form for afasi. Han kan ikke sige nej, lyder det med et glimt i øjet fra Søren, som fortsætter:
• Jeg havde hørt, at delfiner har en god indflydelse på hjernen, og jeg spurgte derfor Jørgen, om han ikke ville med ud og svømme med delfiner, og da han ikke kan sige nej, tog han med….

Søren Berthelsen kom på Center for hjerneskadede, som i dag hedder Cotex20, og her gjorde man ham opmærksom på, at man kan få en ledsager med, hvis man vil rejse.

• Jeg søgte kommunen, og det var lidt sjovt, da jeg var til møde med kommunen. De spurgte, om jeg havde nogle ønsker til ledsageren. Ja, det kan I tro, svarede jeg og sagde, at ledsageren skulle forstå sig på dyr, have dykkercertifikat og kunne tale engelsk. 
• Deres kommunale øjne blev store, og de mente ikke lige, at de havde sådan en person på lager. De spurgte, om jeg havde én i tankerne. Jo, det havde jeg. Min datter var lige blevet dyrlæge, havde læst i England og havde dykkercertifikat. Så hun blev ledsager for Jørgen og mig på rejsen til Eilat i Israel.
• Som jeg sagde: ”Nu har jeg både en billige og en dyr læge med på turen…”

Det var Sørens første tur, og han fandt ud af, at der er super hjælp til handicappede i lufthavnene.

• Det var bare lækkert at opleve, at man kunne komme af sted, og så tog Fanden ved mig, siger Søren og sender sin gode pension en venlig tanke.

Giver gode råd og holder foredrag

De har alle tre i Halvhjernebanden haft gode stillinger. Søren var som nævnt leder af Ungdomsskolen, da han fik en hjerneblødning i 2005, mens Thune var direktør i eget firma, og Jørgen Meier var ortopædkirurg. Efter mange år med et handicap har de samlet masser af erfaring med systemet, og rent faktisk stiller de deres erfaringer og viden til rådighed. Dels kan folk bare komme forbi og få en snak med de tre ”halvhjerner” på Mokka Café, når de er der mandag og fredag kl. 10-12, og både Søren Berthelsen og Jørgen Meier holder foredrag om at leve med en lammelse efter et aktivt liv.

Overså advarsel

Søren Berthelsen lå en dag i marts i 2005 inde i et skab og rodede med installationen til en opvaskemaskine sammen med sin søn. Pludselig væltede han over i sin søn og sagde: ”Mit venstre ben sover!” Sønnen fik slæbt ham ind i stuen. Sørens kone kom ned fra første sal, og hun kunne se, at det ikke kun var benet, der sov. Hun ringede 112, og Søren røg babu på sygehuset, hvor de kunne konstatere, at en hjerneblødning sad så dybt i hjernen, at de ikke kunne operere.

Set i bakspejlet kunne Søren senere godt se, at han havde fået en advarsel uden at reagere. Han havde et halvt års tid før undret sig over, at vandet løb ud af hans ene mundvig, da han havde drukket, og næste morgen spurgte hans kone: ”Hvad er der galt?!” Søren var helt skæv i hovedet. ”Det skal tjekkes”, sagde konen, og Søren sagde ja-ja, men det måtte vente, til de kom hjem fra Sverige, for de skulle jo rejse dagen efter. Hjemme igen gik han til egen læge, som mente, det var noget uden på kraniet, og lammelsen fortog sig også hurtigt. Men et halvt år senere slog hammeren til.

Nu skulle 55-årige Søren Berthelsen gennem et hårdt træningsprogram og indstille sig på et helt nyt liv. Det var hårdt, men han er begunstiget af en ukuelig optimisme, og han mener selv, at det har hindret ham i at gå helt ned med flaget.

• Jeg har altid set på mulighederne frem for begrænsningerne.

At tisse op ad et træ

Ikke desto mindre var han rigtig bange, første gang, han skulle prøve at stå på egne ben igen.

• Jeg var ved at skide en snemand! Jeg var dødsensræd, men fysioterapeuten gav mig et par skinner på bagbenene, og det lykkedes mig at komme lidt i gange.

Året efter var han tre måneder på Vejlefjord, og nu rykkede det vildt meget, både fysisk og psykisk.

• Jeg fandt ud af, at jeg kunne en masse, og jeg spurgte en anden patient, om jeg måtte låne hans bil. Johhh, det måtte jeg da godt, og når der ikke var ret meget personale om aftenen, luskede jeg ud og kørte rundt i hans handicapbil på ppladsen.
• Psykologen spurgte mig, hvad mit første mål skulle være, og jeg svarede, at det skulle være at tisse op ad et træ. Jeg udvalgte mig det flotteste bøgetræ i parken, og det var en sejr den dag, jeg stod og tissede op ad træet!!

Det første køretøj blev en scooter, og da han blev sluppet løs, gik første tur ned til pølsevognen og få en hotdog.

• Åhhh, det var frihed!!!

Flyttede hjemmefra

I 2007 flyttede han hjemmefra. Hans kone kunne ikke holde til det længere. Livet var simpelthen for hårdt, og Søren Berthelsen havde fuldt forståelse for hendes synspunkt. Hun havde fået en anden mand, og meget handlede om omstilling til hans nye liv. Han husker ikke alt fra den første tid efter hjerneblødningen, men hans kone skrev dagbog, og da han læste den, kunne han godt se, at hun kunne huske mere end ham.

Han fik en lejlighed i Cederhaven på Snerlevej, og hun solgte et år senere det store hus. Søren Berthelsen og hans kone blev enige om, at de skulle skilles, og han foreslog, at de skulle holde en ordentlig skilsmissefest.

• Vi kunne jo lige så godt vise, at vi stadig havde det fint med hinanden, og vi var 70 mennesker i det samme lokale, hvor vi havde fejret vores bryllup. Det var en super fest. Nogle blev sure på min kone, fordi hun ikke blev, men det skal de ikke være, for jeg kan sagtens forstå hende, siger Søren Berthelsen.

Han havde et stort netværk som leder af Ungdomsskolen. I dag har han bygget et nyt, stort netværk sammen. Han havde et godt liv, før han blev ramt af hjerneblødningen, men han har også et godt liv i dag, til trods for at den ene side af kroppen er helt død. For som han siger:

• Bitter er ikke noget man er. Det er noget man drikker.