Den gode historie

Efter min skade flyttede vi fra hinanden, men har heldigvis kunnet tale sammen om alt, og det er jeg taknemlig for. Vi besluttede os så for at holde en stor skilsmissefest, som var meget vellykket, og herunder kan I læse den tale, som Dorte holdt:

Dortes "tale" til festen

DEN GODE HISTORIE.

Der var engang en mand, der tog sig en kone – eller også var det konen, der tog manden – det står faktisk lidt hen i det uvisse. Måske er der nogen her til stede, som har en mening om, hvordan netop denne start foregik – men det har ingen betydning for historien, for den begynder med, at de to mennesker slog sig ned sammen og på deres egen private og nonverbale måde gav de hinanden et løfte for livet.

Hurtigt kom der en lille pige, så manden og konen blev til en familie – den smukkeste, kærligste, og mest levende lille pige.

Da det ikke skulle betimes den lille pige at leve uden søskende, kom der ikke så længe efter en lille dreng med de varmeste øjne og blødeste træk. De to søskende kom godt ud af det, og manden og konen holdt deres løfter til hinanden.

Så gik det sådan, at reglerne i det land betød, at et giftermål gav gode økonomiske fordele. Udelukkende af denne grund – for de havde jo privat givet deres løfter til hinanden for livet – så giftede manden og konen sig. Pigen og drengen, som med et slag blev ægte, selv om de nu var ægte nok i forvejen, de så på og morede sig, og manden og konen fik sig en stor fest, netop i disse lokaler, ja, for 25 år siden.

Giftermålet beroligede mange, og året efter blev løfterne mellem manden og konen – nu med papir på – understreget af endnu en lille drengs ankomst i familien, en dreng med klar stemme og tydelig tale og meget lig sine to store søskende.

Familien levede som familier nu gør – der var skærmydsler, som der nu skal være, for at man kan blive til en rigtig familie, men aldrig så svære skærmydsler, at løfterne mellem manden og konen kom i fare.

De havde nu erhvervet sig det yndigste lille slot, og ligeså en sommerresidens. Begge boligformer understøttede løfterne, og især fremmede de børnenes dannelse til frie, selvstændige og selvansvarlige mennesker.

Og se ----

Drengene voksede både manden og konen over hovedet – og pigen drog til storstaden for at tilslutte sig flokken af naturvidenskabelige, disciplinerede kvinder. Og alle børnene bragte de mest vidunderlige svigerbørn ind i den lille familie, og for manden og konen betød det, at børneflokken som en gave blev fordoblet.

BANG!!!! Pludselig blev manden syg.

Og så skulle man jo tro, at det blev enden på den gode historie.

Det var da også meget sørgeligt og mange mennesker så chokerede og forskrækkede til.

Men den lille familie samlede sig tæt om hinanden og lærte også efterhånden at tage imod de udstrakte hjælpende hænder.

Manden blev fotograferet i hoved og – fik derved bevis for, at han havde en hjerne, om end den nu kun var halv. Han fik endelig et slående argument for at slippe for at spise lam, da han nu mente, at han var lam nok i forvejen. Mod hvidløg måtte han dog stadig kæmpe på sin gamle facon.

Det var en hård tid for den lille familie: der blev konsulteret det ene kloge hoved efter det andet i det ganske land og mange behandlinger blev foretaget – noget havde en virkning og noget afslørede, at de kloge hoveder ikke var så kloge endda.

Og sådan gik der næsten 2 år, da konen en dag sagde: ”Kære mand, vi går rundt her, som om vi begge to er døde. Sådan kan vi ikke holde det løfte, vi gav hinanden. Vi må lade os skille fra det, der afholder os fra at være levende.”

Og manden svarede, selv om det slet ikke var det, han ønskede: ”Kære kone, hvis det ikke kan være anderledes, så må det være sådan.”

Og så – på forunderlig vis begyndte livet lige så stille at komme tilbage. Manden, der for alvor nu bemærkede, at han ikke var død, begyndte at sætte pris på det, og gik igen i gang med at holde sit løfte til konen: nemlig at tage sit ansvar på sig for at leve sit liv levende og støtte konen i at gøre det samme. Det bragte smilet tilbage på hans ansigt, glimtet tilbage i øjet og den fanden i voldske kraft tilbage i kroppen.

Konen, der var lidt langsommere og troede, hun kunne holde sit løfte til manden ved at bevare det lille slot, måtte lidt senere sande, at det smukke og levende ved det lille slot var forsvundet for evigt. Så – med alle børnenes og gode engles hjælp ryddede hun det lille slot for mindst 100 lastbilfulde gamle sager, og slog sig midlertidigt ned et sted, hvor hun langsomt begyndte igen at kunne høre fuglene synge – og således kunne hun atter holde sit løfte til manden om at tage ansvaret på sig for at leve sit liv levende og støtte ham i også at gøre det.

Børnene kiggede glade derpå, for de kunne nu se, at deres forældre alligevel ikke var døde, men igen tog deres liv på sig – og så kunne de drage frie ud i verden i hver deres retning for at udfolde deres liv – og så bosatte de sig i hver sin ende af landet!

Manden og konen så lykkelige og med taknemmelig stolthed på alle børnenes store evner for at skabe liv og trivsel for sig selv og dermed for alle omkring dem.

Og historien slutter ikke er. For den næste generation i den lille familie er startet med fødslen af en smuk og meget levende lille dreng.

Og hvad kunne han hedde andet end Viktor.

 

 

Sådan så konen og manden ud