Camping på Bågø

Artikel fra Kolding ugeavis:
Når livet får en drejning

En hjerneblødning I MARTS 2005 vendte op og ned på Søren Berthelsens liv. Men med Støttecentrets hjælp klarer han mange ting i hverdagen selv

- Det er støttecentrets fortjeneste, at jeg har gjort så store fremskridt de seneste to år, og havde det ikke været for dem, var jeg aldrig kommet på øen i sommer.

Søren Bertelsen er daglig bruger af Støttecenter for Senhjerneskadede i Kolding. En til to gange om dagen får han besøg af støttecentrets team, der hjælper ham med at få struktur på flere af dagligdagens gøremål, såsom at rydde op, gøre rent, hjælp til at få aftaler på plads og hjælp til at de bliver husket.

For to år siden levede han et almindeligt liv med kone, børn og hus i den sydlige del af Kolding og bestred et job som leder af byens ungdomsskole. Men den 15. marts 2005 fik han en hjerneblødning i højre side af hovedet.

- Jeg har altid arbejdet på fuld tryk og havde travlt med strukturomlægninger på skolen i forbindelse med kommunalreformen. Men jeg havde det fint, og folk omkring mig har også sagt, at de heller ikke synes, at jeg virkede stresset, fortæller Søren Berthelsen.

Ikke desto mindre: Om eftermiddagen efter arbejde falder han om i køkkenet. Det er som om, at hans venstre ben sover. Konen ringer 112. Og lidt efter befinder han i en ambulance. Det var en rigtig møgdag, fortæller Søren Berthelsen.

Herefter følger sygehusophold og flere måneders genoptræning i Brædstrup, før han igen kan komme hjem til plejesengen i stuen. Støttecentret for senhjerneskadede i Kolding bliver en uvurderlig hjælp.

Flyttede hjemmefra

Hjemme igen må Søren Berthelsen have hjælp til de mest basale ting og starte forfra: Lære at vaske sig selv med en enkelt arm, der virker, lære at gå, lære at sætte sig rigtig osv. Støttecentret kommer på banen med det samme.

- Jeg er glad for, at jeg gik udenom hjemmeplejen, for det var ikke den type pleje, jeg ville have. Den hjælp, jeg får her, er så fleksibel. Jeg har aldrig følt den som en hæmsko, og vi kan altid snakke om tingene, fortæller Søren Berthelsen.

Som Søren Berthelsen sidder der i lejligheden en septemberdag 2007, ser virkeligheden selvsagt noget anderledes ud, end den gjorde for to et halvt år siden:

Han er blevet lam i venstre side. Armen hænger lidt underligt ned, og flere gange mens han taler, sidder han og masserer den venstre hånd, som om den sover lidt og som om, han er nødt til at røre ved hånden for at få vished om, at den stadig er der.

Søren Berthelsen har boet i Cederhaven i knap et halvt år. Ulykken og dens følgevirkninger har taget hårdt på parforholdet.

- I april måned blev det for hårdt for min kone at have mig derhjemme. Så jeg flyttede hjemmefra. Det er fint at bo her. Jeg har vænnet mig til det og jeg klarer meget selv. Jeg har altid været optimist. Jeg kan bevæge mig frit rundt og det betyder alt, at jeg ikke har mistet min tale. Det må være et fængsel at være i, hvis man gerne vil fortælle noget, og det ikke kan komme ud, pointerer Søren Berthelsen.

Bågø på egen hånd

I sommers fik Søren Bertelsen, med støttecentrets hjælp, et af sine største mål opfyldt: Familien har en campingvogn på Bågø, hvor de i de seneste 14 år altid har holdt sommerferie med børnene. I år måtte han tage af sted selv.

- Støttecentret var lidt bekymret, så derfor tog de med mig derover i starten og hjalp med at indrette campingvognen, fortæller Søren Bertelsen.

- Jeg var derovre i fem uger, helt alene. Det var bare så lækkert at kunne klare det selv. Jeg fik set alle de steder, jeg kendte. Jeg var ude at bade fire gange, på trods af det dårlige vejr. Jeg kørte scooteren så langt ned på stranden, at jeg sad fast og så kunne jeg selv gå ud i vandet.

Søren Berthelsen har sat sig flere mål, siden han blev syg. Det er den måde, der har hjulpet ham til at komme videre.

- Det var en fysioterapeut, der en dag sagde til mig. ”Nu har du jo fået dit andet liv”. Det slog mig. Ja, det var sgu rigtigt. Jeg gik hjem og satte mig ned: Hvad fanen skulle jeg så bruge det andet liv til? Det kunne jo ikke blive som det første. Arbejde kunne jeg jo ikke, siger Søren Berthelsen.

Det andet liv

Derfor satte Søren Berthelsen sig nogle mål. Det første var, at han skulle kunne gå hele gaden rundt hjemme ved villaen, dernæst var det at kunne betjene en el scooter, så han selv kunne køre ned i byen og handle. Senere var målet at få en handicapbil. Næste mål bliver at svømme med delfiner. På nettet har han læst mange beretninger om, hvordan delfiner positivt påvirker menneskers hjerner. Så drømmen er, sammen med andre af støttecentrets brugere, at rejse til enten Israel, Florida eller Caribien, hvor delfinerne er.

- Jeg er på ingen måde bitter. Jeg er glad for hver eneste oplevelse, jeg får og jeg er glad for, at jeg nåede så mange ting, inden jeg blev syg. Jeg føler ikke, at jeg skulle have gjort noget anderledes. Sket er sket, og jeg kan ikke få det tilbage. Skaden i hjernen kan ikke repareres.

Jeg nyder at være på camping, og det er helt fedt indimellem at kunne hjælpe til med noget praktisk.

Overskrift 1